En sociologisk tilgang til recovery - inspireret af Pierre Bourdieu

For at undersøge betydningen af de initiativer der er etableret i dansk psykiatri for at fremme visionen om, at det er muligt at komme sig fra sindslidelser, baserede jeg min specialeafhandling på Pierre Bourdieus sociologiske teorier. Følgende er nogle teoretiske overvejelser fra specialet, et resumé (abstrakt) og en link til mit speciale.

Med Bourdieus sociologiske tilgang kan udviklingen af initiativer til recovery-orientering forstås som praksisformer, der transformerer traditionelle hierarkier mellem brugere og professionelle i psykiatrien. 

Gennem øget fokus på styrkelse af decentral styring og brugerindflydelse, samt en magtfuld symbolsk konstruktion af recovery - det at komme sig fra sindslidelser - der antages at forlade fokus på sygdom og diagnose, forandres relationer og hierarkier i psykiatrien i en vis udstrækning. På den ene side modtager brugeres ekspertise (i "egen recovery") og egne håndteringsbestræbelser stor bevågenhed og værditilskrivelse, mens medicinsk, psykiatrisk og professionel terapiekspertise på den anden side tenderer til at være mindre ombejlet. Sideløbende med, at fokus på recovery vinder frem reproduceres de psykiatriske diagnosticerings- og forståelsesformer med en høj grad af usynlighed - det er ikke til at se det, men de spiller en rolle i, hvilke brugere eller patienter der inkluderes som recoveryguider, kursister og/eller foredragsholdere.

Med en sociologisk tilgang anses recovery som en nok personligt unik, men ikke uafhængig eller individuel rejse: Den skabes i et praktisk samspil mellem objektive sociale muligheder for inklusion, deltagelse, netværk etc. og de personlige, subjektive idéer, opfattelses- og handlemønstre - det, som Bourdieu kaldte habitus. Vi lægger måske ikke mærke til det, og selvom det kan synes som små skridt på vejen, men hver gang vi deltager og involverer os i praksis (fx selvhjælpsgrupper, uddannelsesmæssige recovery-programmer eller netværksterapi) og udveksler holdninger, tro og erfaringer, tilpasser og bearbejder vi vore overbevisninger, handlemønstre og vore sociale muligheder for uddannelse, arbejde og deltagelse ændrer sig en lille smule. Recovery kan begribes som et praktisk, socialt fænomen, der kommer i små, men ikke betydningsløse handlinger og tanker i den sociale interaktion med andre - og en kontinuerlig omformning af vore opfattelses, handle- og tankemønstre (habitus).   

Recovery-orientering kan forstås som et kraftfuldt værktøj, der lancerer nye perspektiver om behandlingsmuligheder, sundhed og håb, og på samme tid er praktisk influeret af definitioner af sygdom, sygdomsfaser og diagnoser. Det grundlæggende fænomen & omdrejningspunkt for psykiatrien (doxa); sindslidelse som en individuel lidelse, der skal diagnosticeres og interveneres på individuel basis forbliver relativt uudfordret. På trods af dette stiller udviklingen og forsøgene på recovery-orientering skarpt på konfliktlinjer mellem grupper af brugere og professionelle, der argumenterer for ansvarsdeling og indflydelse på organisering i psykiatrien.

De praksisser som søger at fremme recovery og recoveryorientering kan begribes som produktive værktøjer for symbolsk magt; de producerer ny betydning, ny forståelse og nye identiteter. I relation til normen om, at recovery ikke er et pres om normalisering, er den skjulte og effektive norm netop, at recovery er baseret på individuel vilje og bestræbelser. Med inspiration fra både Foucault og Bourdieu, kan recovery forstås som en moderne form for magt, der har som kendetegn at den ikke fungerer gennem pres eller tvang, men gennem menneskers egen vilje og bestræbelser til at udvikle sig, omforme og bearbejde holdninger, opfattelser og handlemønstre. De praktiske fremgangsmåder, hvormed recoveryorientering søges fremmet i psykiatrien i Danmark, gør brug af på den ene side traditionelle psykiatriske normer og kategoriseringer af sygdom, symptomer og psykose (mere autoritært, objektivt definerede magtformer) og på den anden side nyere mere subjektive(rende) magtformer i form af selverkendelse, selvudvikling og selvbearbejdelse. Derfor er det mit postulat, at recoveryorientering bør forstås ikke som en total forladelse af psykiatriske magtformer, men mere sandsynligt som en udvikling af praksisser der viderefører både psykiatriske og psykologiske normer om sygdom og diagnosticering og normer om sundhed, ressourcer og håb.

Mht. betydningen af denne udvikling, kan det overvejes hvorvidt brugere der ikke vurderes at være "eksperter" eller håndterer deres symptomer eller psykose, tenderer til at blive ekskluderet fra deltagelse i recoveryorienterede projekter, og på hvilket grundlag denne eksklusion finder sted. Analysen jeg foretog i min specialeafhandling viser, at psykiatriske diagnosticeringsformer spiller en ikke uvæsentlig rolle i vurderingen af, hvorvidt og hvordan brugere kan deltage i de nuværende tilbud, der beskæftiger sig med recovery i Danmark.

Den fremtidige udfordring kunne være at udvikle praktiske måder at støtte sociale netværk ved at skabe tilbud, der ikke udelukker brugere på grund af psykosevurdering eller mindre evne/vilje til symptomhåndtering, fx ved at etablere flere offentligt tilgængelige sociale selvhjælpstilbud/grupper, hvor fokus er på praktisk at skabe fællesskab, integration og netværk - recovery som social inklusion.

Dette er nogle af de spørgsmål og emner der bringes til debat ved at anskue recovery fra et sociologisk perspektiv. Få et overblik over mit speciale i resuméet nedenfor, eller download hele specialet (offentlig pdf-version) herfra:

                                http://hdl.handle.net/1800/1144

  Resumé af specialeafhandling om recoveryorientering i dansk psykiatri

Titel: "Recoveryorientering i Psykiatrien - forandring og reproduktion i måder at arbejde med sindslidelser"

Inspireret af tidligere humanistiske kritikere af autoritær og medicinsk praksis i psykiatrien, samt af studier af forløbet af psykoselidelser, fastholder psykiatribrugere og professionelle på international basis muligheden for at komme sig fra sindslidelser - recovery. Disse kritikere hævder, at psykiatriske systemer influeres af en opfattelse af sindslidelse som et kronisk fænomen, en opfattelse, de anser som indlejret i psykiatriske diagnosekriterier. Inspireret af dette, argumenterer nogle brugere og professionelle i psykiatrien i Danmark for flere psykiatriske servicetilbud, der er mere lydhøre overfor, hvad brugere selv anser som vigtigt for at komme sig og i højere grad understøtter deres egne bestræbelser og  håndteringsmåder for at komme sig. Gennem de sidste par år (2002-2005) er der blevet gjort forskellige forsøg på at fremme visionen om, at det er muligt at komme sig fra sindslidelser i den psykiatriske indsats i Danmark.

Specialeafhandlingen "Recoveryorientering i Psykiatrien" er et forsøg på at skabe indsigt i, hvordan disse forsøg på "recoveryorientering" praktisk føres ud, og hvordan dette er relateret til forandring og reproduktion af kampe om magten til at definere og intervenere i indsatsen for sindslidende.  Med inspiration fra Pierre Bourdieus teorier, gøres dette ved at konstruere og undersøge forskellige praktiske fremgangsmåder der er relateret til recoveryorientering i indsatsen for sindslidende; der betegnes det psykiatriske felt. Undersøgelsen tager udgangspunkt i to observationsstudier; den ene er et kursus i recovery for sindslidende organiseret af den danske brugerbevægelse, og den anden en psykiatrisk afdeling under Hovedstadens Sygehusfællesskab. Disse to observationsstudier analyseres som eksempler på, hvordan recovery dels introduceres sammen med en specifik selvhjælpsmetode og dels integreres som en del af det grundlæggende værdigrundlag for traditionel psykiatrisk praksis. Udover disse to observationsstudier analyseres forskellige empiriske dokumenter for at vise, hvordan professionelle og psykiatribrugere gør brug af forskellige tilgange når de arbejder med recovery.

Den første del af analysen skitserer fem overordnede praktiske fremgangsmåder der anvendes for at søge at arbejde med recovery i indsatsen for sindslidende: Didaktiske metoder til brugerbaseret undervisning, netværksterapi, integration af recovery som en grundlæggende værdi i psykiatrisk praksis, beskæftigelsestræning og recovery-kurser baseret på selvhjælpsmetode. Den anden del af analysen viser, hvordan deltagere gør brug af forskellige tilgange, der associeres med sindslidelser til at forstå recovery. Analysen kortlægger en konfliktlinje mellem på den ene side tilgange, der værdsætter brugeres erfaringer og meningsdannelse og på den anden tilgange, der understreger sindslidelsers indflydelse på brugeres kognitive evne til meningsdannelse og værdsætter professionel terapeutisk og medicinsk ekspertise. Den tredje del af analysen undersøger, hvordan de overordnede fremgangsmåder til at arbejde med recovery og det "herskende" regime af tilgange i forbindelse med recovery, muliggør forandring og reproduktion i forhold til at definere og intervenere med sindslidelser. Afhandlingen konkluderer, at forandringer forekommer ved, at brugere, terapeuter og sygeplejersker anerkendes og får adgang til at definere og intervenere i det praktiske arbejde med recovery (symbolsk magt). Derudover konkluderer afhandlingen, at en tendens til at in- og ekskludere brugere på grundlag af psykosedefinitioner og sygdomsfaseinddelinger (psykopatologi), kombineret med en tendens til ikke at opfatte recoveryorientering som en intervention mod sindslidelser, der er baseret på psykiatriske definitionskriterier, tenderer til at reproducere dominerende psykiatriske måder at diagnosticere og behandle.   

Falk Andersen, Charlotte 2005: "Recoveryorientering i Psykiatrien - forandring og reproduktion i måder at arbejde med sindslidelser", Roskilde: Roskilde Universitetscenter