Psykologisk, sociologisk og psykiatrisk forskning

 - Review af overordnede tilgange til psykiatri, sindslidelser og recovery 1960-2005

I det følgende skitserer jeg nogle af de tilgange, der siden starten af 1960erne har inspireret til recoveryorientering. Dette gør jeg for at afklare, hvordan en Bourdieu inspireret sociologisk tilgang adskiller og kvalificerer sig i forhold til eksisterende forskning i sindslidelser og recovery.

I løbet af 1960erne, 70erne og ind i 80erne rejstes både i Danmark og internationalt omfattende kritikker af psykiatriens magt- og tvangsanvendelse, samt diagnosticerings- og behandlingsformer. Psykiatere som R.D. Laing (1957) og Thomas Szazs (1961) anfægtede psykiatriens berettigelse. Førstnævnte betragtede skizofreni som en spaltning i selvet som en naturlig reaktion på psykiatriens inhumane behandling (Laing 2001:14-22,188ff). Sidstnævnte mente sindslidelse var en myte funderet i, at psykiatriens biologiske og psykoanalytiske behandlingsrammer gav mening til bestemte roller og kommunikationsformer (Szasz 1961:12). Også den canadiskfødte sociolog Erving Goffman (1961,1963) undersøgte mindre normativt om end kritisk med symbolsk interaktionisme, hvorledes indlagte i psykiatriske totalinstitutioner håndterede indlæggelsen i relation til identitet og stigmatisering (Goffman 1971:268). Disse kritikere rettede således en humanistisk kritik af psykiatriens skadelige indvirkning på individets selv, adfærd og identitet. I samme tidsperiode analyserede Michel Foucault (1961, 1963), hvordan de gale i oplysningstiden blev udskilt som kategori med fremkomsten af moderne magt- og vidensformer. Foucault anså humanistiske oplysningsidealer som grundlag for moderne psykologisk og psykiatrisk behandling af de gale som sindssyge (Foucault 2003:54). Foucaults perspektiver blev videreført i Robert Castels analyse af de nye distrikts- og socialpsykiatriske magtformer i USA (Castel 1982:xii). Desuden blev de videreført i analyser af psykiatri og psykologi som produktive vidensformer og magtteknologier i moderne samfund af bl.a. professor i sociologi Nikolas Rose (1986, 1993) (Rose 1999:ix, Miller & Rose red. 1986:14).

 Disse nye forståelser af psykiatrien tjente som inspiration for brugerbevægelser, der krævede forandringer i, og nedlæggelse af, psykiatrien, fx anti-psykiatrien (Clausen red. 1970:45), og i Danmark Galebevægelsen (Hagens et al. 1986:105)[1]. Endvidere inspirerede human- og samfundsvidenskabens perspektiver på tvang og inhumanitet i løbet af 1970erne til kritik af en kronisk og biologisk forståelse af sindslidelser og overdreven medicinering (Mosher & Burti 1996:14-17)[2]. I 1985 foretog den amerikanske professor i psykiatri Richard Warner en materialistisk inspireret statistisk undersøgelse af variation i skizofreni- og recoveryprevalenser under forskellige kultur- og produktionsvilkår (Warner 1985:70 & 170f). Warner foretog en inddeling i social og fuldstændig recovery, som benyttes hyppigt i litteratur om recovery (fx Jensen et al. 2004:24). Gennem 1980erne og 90erne udviklede bl.a. den italienske psykiater Luc Ciompi en systemisk forståelse af skizofreni som et multidimensionalt og foranderligt fænomen (Ciompi 1984:636). Den amerikanske psykolog John Strauss udviklede en person-dynamisk forståelse af recovery og udvikling i skizofreni med fokus på, hvordan personer interagerer med sindslidelsen (Strauss 1989:182). Brugerbevægelserne tog i 1980erne og 90erne overvejende udgangspunkt i eksistentielle, fænomenologiske og erfaringsbaserede perspektiver på sindslidelse, recovery, selvhjælp, valgfrihed og medbestemmelse i psykiatri (Ralph & Corrigan 2005:3f, 35, Copeland 2004:7, Deegan 1988:11, Deegan 1996:91-97).

 Ved Boston Center for Psychiatric Rehabilitation beskæftigede forskningen sig med udvikling af psykiatrisk rehabilitering[3] i 1970erne og 80erne og fik stigende fokus på recovery i 90erne. Dette skete under indtryk fra brugerbevægelsens krav om udvikling af alternative psykiatriske tilbud til at fremme brugeres egne håndteringsstrategier, måldefinitioner og håb (Anthony 1993a:11-24, Anthony 1993b:1, Anthony 2003:2). I slutningen af 1980erne og i 1990erne foretog den hollandske professor i socialpsykiatri Marius Romme narrativ forskning i stemmehøring som et fænomen, der giver mening i et livshistorisk perspektiv, og kan søges håndteret gennem dialog med stemmerne (Romme & Escher 1989:215). Omkring årtusindskiftet foretog den svenske psykolog Alain Topor kognitiv og narrativ forskning i recovery som en proces, hvor sindslidende oplever deres selv negativt præget af sindslidelsen og lærer at håndtere problemerne og en sammensat selvopfattelse (Topor 2001:318, Topor 2003:111). Dernæst begyndte en norsk/svensk forskergruppe[4] at forske i, hvilke forhold sindslidende oplever som vigtige for recovery, med en kombination af Grounded Theory, samt et narrativt og kognitivt islæt (Topor et al. 2002:12f). Derudover har den finske psykolog Jakko Seikkula foretaget social konstruktionistisk forskning i recovery som en ny sproglig forståelse mellem den sindslidende og netværket (Seikkula 2002:155f) [5]. Disse undersøgelser lægger sig tæt op af de brugerinspirerede overvejende ”groundede” og fænomenologiske perspektiver på recovery som subjektive erfaringsprocesser. De begrunder sig dog i højere grad i social konstruktionistisk teori om sprogets betydning for skabelsen af recovery som et subjektivt eller intersubjektivt fænomen i narrativer og mellemmenneskelige interaktioner.

Selvom om brugerbevægelsen og de human- og samfundsvidenskabelige psykiatrikritikker er fremtrædende inspirationskilder til recoveryorientering, benyttes også psykologisk og psykiatrisk kvantitativ forskning i langtidsforløbet af psykoselidelser som grundlag for argumentation for recoveryorientering. Fra 1972 frem til 2001 har en række kvantitative opfølgningsstudier sandsynliggjort, at den langsigtede[6] udvikling af skizofreni ikke forløber entydigt mod en kronisk sygdomstilstand. Baseret på diagnostiske vurderinger af tilstedeværelse af symptomer, behandlingsbehov og psykosocial funktionsevne[7], konkluderes det, at skizofreni i op til 2/3 dele af tilfældene kan ende med periodisk eller længerevarende hel eller delvis recovery. Recovery forstås her ud fra vurdering af psykosesymptomer, behandlingsbehov, beskæftigelsessituation, boligsituation, civilstatus (Bleuler[8] 1978:414, Huber et al. 1980:595-601, Ciompi 1984:637f, Harding et al. 1987a:722, Harding et al. 1987b:730, Harrison et al. 2001:512). Disse undersøgelser viser, at recovery i forbindelse med sindslidelser er søgt argumenteret for ikke blot med udgangspunkt i brugererfaringer, men også tilbage fra 1970erne med udgangspunkt i diagnosticerende, objektiverende perspektiver.

I Danmark forekommer jævnligt human- og samfundsvidenskabelig forskning i sindslidendes levevilkår og psykiatriske praksisformer (Jensen 1996:18, Høgsbro red. 2004:15). Der er dog kun lavet to samfundsvidenskabelige undersøgelser om recovery. Disse følger tendensen til en erfaringsbaseret tilgang, dels ved deltagerbaseret forskning, åben teoriindstilling[9], og dels ved oplevelsesbaserede kvantitative måleparametre[10] (Jensen & Projekt Recovery-orientering 2004:105, Center for Evaluering 2004:41ff, Evermann 2004). Dansk ikke-medicinsk forskning efterlyses både bredt på recoveryområdet og specifikt i forhold til sygdomsopfattelse og brug af det formelle psykiatriske system kontra alternative støttetiltag (Jensen et al. 2004:252).

Forskningen har beskæftiget sig med social- og distriktspsykiatri som produktive magt- og vidensformer med inspiration fra Foucault og Rose[11]. Dernæst har den belyst recovery og sindslidelser som indvirkninger i selvopfattelse via interaktionisme, konstruktionisme, kognitivisme og socialpsykologi. Endelig har den belyst udviklinger i sindslidelser og recovery via standardiserede psykiatriske og psykologiske måleparametre. Som supplement hertil, finder jeg det konstruktivt at bidrage med en Bourdieu inspireret analyse af praksisformer, der er relaterede til recoveryorientering i psykiatrien i Danmark. Som det er hensigten for Foucault inspirerede analyser, har analyser inspireret af Bourdieu til hensigt at vise, at magt- og vidensformer (fx i psykiatrien eller uddannelsessystemet) ikke er naturlige, men arbitrære og kan være anderledes. Til forskel fra Foucault søgte Bourdieu at basere sit forskningsprogram på en teoretisk forklaring af, hvordan subjektive strukturer og objektive sociale betingelser hænger sammen. Endvidere søgte Bourdieu at skabe et forskningsprogram – et videnskabeligt forsøg på at synliggøre (objektivere) ikke erkendte produktions- og reproduktionsmekanismer på forskellige områder af samfundslivet (Bourdieu & Wacquant 2002:194). Potentialet ved Bourdieus forskningsprogram er derfor ikke blot at vise det ikke naturlige i de magt- og vidensformer, der eksisterer i forbindelse med recoveryorientering i psykiatrien. Potentialet er også videnskabelig kritisk undersøgelse af, hvordan uerkendte mekanismer fungerer når recovery søges praktiseret med det formål at synliggøre muligheder og begrænsninger ved forskellige måder at praktisere recoveryorientering. Bourdieus forskningsprogram adskiller sig fra erfaringsbaserede og interaktionistiske tilgange ved ikke blot at tage menneskers umiddelbare interaktioner og oplevelser for givne, men også at vise, hvordan disse hænger sammen med magtrelationer. Potentialet i relation til recoveryorientering er her både at undersøge deltageres forestillinger, og hvordan de er relateret til deltageres positioner og til magtrelationer i psykiatrien. Derudover forholder en Bourdieu inspireret analyse sig kritisk overfor psykiatriske og psykologiske klassificeringsprincipper (som fx diagnosekriterier, psykosociale funktionsstandarder og selvhjælpsprogrammer). Potentialet er her at undersøge, hvordan sådanne principper benyttes som instrumenter til klassificering af legitim viden, fx om sygdomsfaser eller recovery.

Det er ikke ualmindeligt, at Bourdieus forskningsprogram anvendes til analyser af velfærdspolitikker og praktikker i Danmark (Fx Mathiesen & Højbjerg 2004:257, Arnholtz Hansen 2004:16). Dog har jeg kun opsporet to Bourdieu inspirerede psykiatrianalyser fra Danmark[12]. Disse konkluderede, at en fortsat naturvidenskabelig dominans af psykiatere og psykofarmakologiske behandlingsformer er årsagsgivende til fortsat kritik af psykiatrien (Arnfjord & Hauge 2002, Hardy-Hansen, Wallgren & Mortensen 2001:132). I mit speciale retter jeg opmærksomhed mod, hvordan en mindre undersøgt udviklingstendens søger at udfordre traditionel psykiatrisk praksis. Hermed vil jeg ikke anfægte psykiaterdominans eller negligere tvangsanvendelse, men synliggøre muligheder og begrænsninger ved, at forskellige forestillingsrammer om sindslidelser og recovery legitimeres og udfolder sig i forbindelse med indsatsen for sindslidende.

                                                              Litteratur: